09-08-2021

Ældrepleje Fredensborg

Hele problemstillingen angående rehabiliteringscentret og plejecenter Skovgården, fik mig til at tænke, at lederen måske er blevet “ofret/ fyret“, men at problemerne er meget mere omfattende.

Måden at fyrer, skal måske signaliserer at vi gør noget, men bliver der rettet op? For problemet kan ikke kun ses knyttet til Skovgården.

Måske ansat til en umulig opgave.

Forskellen fra plejecentre og til Skovgården er nok den, at borgerne, der skal rehabiliteres er yngre end de normalt ældre borgere der bor på plejecentrene. Og de finder sig ikke i alt. Lad det så komme hele området til gavn.

Mine erfaringer siger at der er meget på spil, og at det er der i vores kommune og ud over det hele land.

Mine erfaringer er mange og det sidste kedelige forløb skete december inden covid nedlukningen.

Denne henvendelse, dog lidt revideret er fra oplevelser sket, på et demens plejecenter i kommunen.

Min mor døde og papirerne på opsigelse af boligen blev afleveret imens min mor lå død i boligen. Død om natten. Det skulle gå stærkt.

Tv og forskellige medier har synliggjort ældres vilkår på plejecentrene, og sat fokus på hvordan håndteres ”værdig omsorgsfuld basal pleje? Det der vistes sker desværre også i vores kommune.

Hvordan undgås forråelses kultur, hvordan spiller etik, økonomi, ledelse, forvaltning og politik sammen, til og for et godt arbejdsmiljø. Og værdighed på området.

Hvordan udfyldes, fokuseres og prioriteres og ikke mindst koordineres, der så på området?

Hvem er ansvarlig for at det sker? Hvem har fokus på hvad den basale omsorgspleje betyder?

Min opfordring er derfor til ledelse politikere og hele socialudvalget, (og regeringer), brug ikke tiden på diskussion om det i så i tv sker her og der eller ej, for der sker meget uetisk.

 Brug tiden og pengene til at få rettet op på området. I ser ikke altid det en agtpågivende pårørende ser. I ser ikke bunden af lagkagen ved jeres besøg. Ydermere vil mange ældre ikke kunne formulere deres oplevelser. De vil ofte svare jeg har det godt. De ansatte ” tør ofte” og har ikke kultur for at give informationerne videre. Mange pårørende er gjort af flinkeskolen, og vil ikke skade nogen.

I mange år er de ansatte blevet opfordret presset til at møde ind selvom de er syge. Alle presset til det yderste, på de fleste dage.

I ser heller ikke hvordan de ansatte må løbe meget stærkt, hvordan de ”bedste” kompensere, men falder trætte sammen når de har fri.

Men tag ikke fejl, det der blev vist i tv, ville på nogle områder være optaget og vist med lignende indslag fra de fleste plejecentre.

Mange pårørende giver udtryk for det samme, ansigt til ansigt, men siger det måske ikke åbent. Nogen synes at mene, det må ikke siges højt, for det er grænseoverskridende, velværet, og værdighed, er flovt ikke at få. Nogle forlanger mange aktiviteter men den basale pleje må vægtes først. Et hvert arrangement selv hvor det er frivillige der står for det meste, kræver at der er personale til at hjælpe på toilettet først. Ellers er det som Else der blev kørt til fest uden, at være blevet skiftet.

Derfor blander jeg mig som tidligere pårørende, det er for vigtigt til at tie om.

Nu kan jeg se at politikere og forvaltning, og seniorråd, er i gang med at trække kortet, Har der været problemer her i kommunen? Ja og det ved i allerede godt. I har fået henvendelser, blandt andet fra mig.

Et af områderne der før nok har haft været afgørende betydning for Benediktehjemmets budget, var et krav på en regning, efterslæb, der var opstået grundet en borger hvor der var ekstra behov knyttet til, hvis jeg har forstået det rigtigt måtte hjemmet i 2 år tilbage, og måske endnu to år frem, være pålagt denne ekstra besparelse, den regning måtte tages ud af eget budget.

Jeg vil skynde mig at sige at mange ansatte er dygtige kompetente og imødekommende, venlige kærlige mennesker, de løber stærkt og gør deres bedste. Stor tak og ros til dem. Men det er ikke nok, hvis ledelsen forvaltningen og politikere ikke vedkender sig ansvaret og prioritere på den basale omsorgspleje.

 

Lidt om mit møde som pårørende med dette regi.

Jeg har haft mødt en assistent, og en sygeplejerske der ikke modtog henvendelser fra pårørende på en god måde, jeg har haft mødt en  afdelings leder på mellemplan der ikke gik imod disse personaler, selv efter en anke var vundet.  

Det kræver overskud at bede om hjælp. Være pårørende, det giver magteløshed at være den ældre. Det kræver udholdenhed og mod, at komme på besøg, og ikke vide hvad der møder en, denne gang. Det giver stres til mennesker der ofte ikke selv er helt unge. Samtidigt er det de pårørende der skal arrangere mange ting for den ældre, det er svært under sådanne forhold.

Der skal skelnes mellem pårørende opgaver og pleje opgaver. Det handler om værdighed, og det er ikke ligegyldigt hvem der yder hjælpen. Det er ikke altid værdigt for den ældre hvis det er en slægtning,

Det frustrere pårørende meget, at se plejeansvaret ikke fungere, jeg kalder det ”plejeomsorgs svigt. Pårørende skal ikke ud og kompensere, med mindre at de selv ønsker det.

Manglende koordinering, manglende opfølgning af vagtplan gør at meget af personalets tid går med at omstrukturere planlægge, hvor og hvor mange de skal være i hver sektion. Ofte var der kun en alene til 8..

Jeg kom ofte på centret og havde derfor en god løbende kontakt til de fleste. Jeg fik et godt indblik bredt i de timer.

For mit eget vedkommende har jeg haft henvendt mig til ledelse, medier og socialudvalg, og andre politikere.

Et stort problem på det plejecenter var, at der i tidsrummet 14 til 15 ofte helt frem til 16 ikke var nogen ansat til stede i den sektion hvor min mor hørte til. Den i midten for neden. Hvis man så kom som pårørende, havde aftalt fodpleje eller frisør, og der var brug for hjælp til toilet besøg eller bleskift, måtte man løbe spidsrod op og ned gennem sektionerne for at finde en der kunne hjælpe. Problemet var, for de to andre sektioners ansatte, at de var en og alene i deres sektion til andre 8. Mon det er anderledes i dag?

Det vil sige, at de der var lagt i senge for at hvile efter frokost ikke kunne komme op, ikke få toilethjælp, ikke noget at drikke, eller modtage anden hjælp. Selv om de ansatte sagde andet, kunne man jo se det ikke skete. Der var da også flere der dehydrerede, sidste sommer.

Når 8 har brug for hjælp og skal hjælpes op, kan man måske fornemme hvornår nogen af de sidste kan blive hjulpet? Det er så kun de selvhjulpne der får eftermiddags kaffe.

Jeg tog et billede af hvordan sådan en ble ofte så ud, og viste ledelsen og andre det.( jeg sagde til mor, at jeg gjorde det for at hjælpe hende) Og hun sagde ja.

Det syn ville man råbe meget højt op over, hvis det var ens barns ble, eller hvis det blev vist i tv. Det var ikke en gang den så sådan ud. Her blev der svaret prioritering, fra lederen.

Ingen blev chokeret, det vil jo så nok sige, at det var almindeligt kendt, at bleerne så sådan ud. Det er jo ikke noget en politiker bliver vist, når de kommer på besøg.

Bleer bliver brugt til toilet og ikke til hjælp, når det går galt. Hvordan vil vi selv have det med det? Det er så svært for ældre at give sig lov til at ”gøre i en ble”. I det viste tv indslag er alle nok enige om at det er uværdigt. Den praksis forklarer nok også de mange urinvejsinfektioner.

Nogen vil sige at en på 96 har alderen til at dø, og ja men er det ”den sidste tid” vi byder ældre, så er værdigheden røget. Jeg kæmpede.

Det medførte en slags stres tilstand, at være vidne til. Det er hårdt at være en pårørende der vil hjælpe sin ældre, men må leve med afmægtigheden. Det giver også en slags forråelse, og vågne nætter.

Være vidne til at Se på den manglende tid til genoptræning, efter faldet, de lange dage i sengen, dehydrering, samtidigt med det meget omtalte skole projekts besøg.  Det krævede ressourcer og økonomi, Det er meget svært at forstå for de der er sengeliggende, og pårørende til dem, der ikke er ressourcer til at kunne få optræning til. Hvem tilgodeses der. Handler det måske om prestige? Mor sagde jeg er så ensom. Ofte uden væske i flere timer.

Det er en prioritering jeg ikke forstår.

En lidt anden problemstilling er de meget udadrettede, de går ud og ind ad stuerne, en ældre i sengen kan ikke få hjælp. Nogen udadrettede truer. Det bør også kunne løses.

Mor og andre var bange, men det kunne ikke løses, grundet manglende ressourcer. Da mor lå for døden prøvede jeg selv at opleve det. (en kom ind på mors stue og ville skære halsen over på mig, da jeg bad ham om at gå ud) Min mor havde haft sagt det, men ingen troede hende, og løsningen kunne blive at låse ind til min mor.Det er faktisk forbudt.

Et sår i munden, startede en sag, om berettigelsen til omsorgstandpleje, selv om kriterierne var opfyldt. en dement borger kan ikke selv tage vare på disse plejeting, og det er ikke alle ansatte der ved hvordan de skal håndtere tandbørstning, der kan omsorgstandplejen vejlede, og yde den rette vejledning, mor var berettiget, men man prøvede at forhindre os i at der blev ansøgt, det tog tid, der blev ikke oplyst om klage mulighed, (jeg nåede at anke den sidste dag) og kommunen måtte give sig, den sag viste nok lidt om kommunens praksis. Al den tid det tog fik den ældre ikke det hun havde ret til. Og det forløb gjorde nok sit til at mor endte uden proteser og flydende kost til følge. Mange pårørende ville ikke kunne have gået det forløb igennem.

Proteserne blev ikke passet, mange gange efterladt på kanten af håndvasken så de let kunne falde ned.

Manglende koordination af alt, manglende let læselig manuel opbevaret et synligt sted, for der er mange vikarer og mange forskellige holdninger og forskellig håndtering. En del kan ikke læse dansk så godt. Og igen er det  tiden, det tager tid at orientere sig, den læsning af journaler gjorde igen at de ældre var uden hjælp.

Så kom den sidste kamp, ansøgning til en komfort stol, det kunne have bedret min mors livskvalitet, da der ikke var tid til til at genoptræne mor, så  kunne hun have undgået de mange lange måneder alene i sengen, men hun kunne have siddet mere sammen med de andre. Det må nok tolkes som at forhale hjælpen.

Jeg siger tak til de der fortalte mig om den mulighed og tak for støtte fra  lægen, der er tilknyttet hjemmet og sygehus lægen. Der støttede og bestemt mente det var en god ide.

Men jeg er forundret over at de der havde ansvaret på hjemmet ikke bedømte det behov tidligt i forløbet, at der var brug for den stol. Det var heller ikke optimalt med indstillingen af stolen, så hun sad derfor ikke helt rigtigt i den.

Jeg har så ikke haft nævnt alt der var også de manglende sidestykker på sengen, der først kom på da skaden med afskrællet hud på begge ben var sket. Alt for meget skyldtes nok manglende ressourcer og bør derfor løses den vej.

Når jeg har brugt egne eksempler er det for at synliggøre, men tro ikke at det kun drejer sig om min mor, jeg giver jer denne viden videre, for at ikke en dag Fredensborg havner i tv. Mor var ikke den eneste med disse forhold. For der findes en ”Else og Anders ” alle steder. Hele ældre plejen må løftes, men ikke med tomme ord og fest. En dag er det desværre muligt at det er os selv der er ”Else eller Anders” hvis der ikke kommer kompetente omsorgsfulde ansvarlige på banen.

Venlig hilsen Annie Brostrøm.