Tekst

21-10-2022

Kommunikation i forskellige udgaver går nogen gange helt galt i relationerne. Hvad skyldes det?

Kan det løses uden at gøre nogen til de forkerte og andre til de rigtige?

Mange gange går det jeg kalder ulvekoblet i gang og der findes en prygelknabe, også kaldes syndebuk.

Når det sker, løses det bagved liggende i mekanisme ikke, og med tid gentages det hele nok igen og igen.

Jeg tror det er mekanismerne der skal ses på, der hvor de har rod i projektioner.

Der tillægges andre personer motiver som egentlig bor i personen selv, den person der ikke vil vedkende sig eget skygge materiale skyder skylden over på den anden som de derefter nogen gange "overfalder verbalt". Personen blIver vred og anklager den anden, selvom det der skete tilhørte den selv. Skyggen er spejlet over. Er det legalt? Det skal siges at det nok er noget der sker for alle, men hvordan vi forholder os til det, når det sker er forskelligt. Hvilken rolle spiller vi.

Der bliver snakket meget om ”ja hat” og” nej hat”, men hvad ligger egentlig bag det ordvalg?

Måske at der en kultur, at der ikke må stilles spørgsmålstegn over for noget.

Der snakkes også om, at glasset er halvt fyldt, eller halvt tomt.

Nogen mener og gør det på forhånd forkert, at nogen mennesker påpeger forskelligt, for det opfattes som  destruktivt. Og det er lettere at udslynge du finder altid problemer.

Det er her at andre vælger side, og har ansvar for hvad mekanismer de støtter.

Nok fordi det ødelægger den gode stemning, det der igen kan tangerer det man før kaldte rygklapperi, og det er der nogen der ikke har interesse i at stoppe, for i det forum lever nogen af dem der før var usynlige højt. De bliver til ”noget”, de støtter oftest den der er " krænkeren", den der  skubber skyggen over på en anden. Andre formår slet ikke at se hvad der ligger til grund.

Når nogen eksploderer i et møde personer imellem, hvem har så skylden? Der har andre udenom et valg. Er det den der påpeger noget, ser noget de mener er et problem eller er det den anden, fordi de synes det er så synd for den person, når noget påpeges? Den der overfalder verbalt bliver den sympatien vendes til.

Nogen steder er det forbudt og ilde set at sige jeg mener jeg føler, jeg oplevede det som sådan. 

I gamle dage blev det sagt at snavset vasketøj skulle holdes inden for murene. Det er nok ikke en særlig sund mekanisme. Burde vi ikke være kommet længere end det?

Generelt har løsningsmåden mange gange været at ekskludere. Vinde de mange over på egen banehalvdel. Og gå efter den der vil forandre, kommunikationen.

Den ensomme ulv ofres.

Mekanismerne fortsætter for der tages ikke højde for at kommunikationsmåden kan laves om, der ses ikke på at det er bedre at tale åbent, og lytte til hinandens opfattelse af ” problemer”. Istedet for at fælde nogen.

Noget af problemet ligger helt klart i de implicerede personers psyke. Vi har som personer meget gemt i det indre, der ikke lige er synligt. Det vises så i sprækkerne, når noget får det til at revne.

Vi spejler hinanden, vi trigger hinanden, vi bærer alle vores erfaringer og historier med sig ind i de relationer de episoder vi indgår i. For sådan er mennesker. Vi er ikke kun gode eller kun onde. 

Nogen er indadvendte andre sociale snakkende, udadvendte. Andre en blanding.

Der ligger meget gemt i det vi kalder kemi. Tør vi acceptere at der skal være plads til alle  forskellighederne, men at der også skal tages afstand fra person angreb. vi skal holde stien ren og gå efter debat. Vil vi indse der ligger meget gemt i kommunikation kultur alle steder, vil vi indse om det er forbudt at tale åbent,de steder hvor vi indgår i relationerne, vil vi indse om det stadig er et tabu?

Vil vi indse om vi er inkluderende eller ekskluderende i kommunikation? Ønsker vi en sund åben måde at kommunikere på. 

Der ligger meget sandhed gemt i sandheden til at hvis de gentagne mekanismer skal løses laves om, må den enkelte, se sit eget indre skygge materiale  i øjnene og tage ansvar for og turde indtage egne skyggesider, vi må alle se indad på os selv, for der er mennesker der kun anklager andre som personer, og det er dem som ender som "krænkere",og vi har lov til at tage afstand fra at blive verbalt angrebet. vi har lov til at sige nej i modtagelse når nogen vil fjerne fokus fra sagen til personen, og gøre person angreb. Det der kaldes at gå efter bolden og ikke personen,  er en mekanisme vi skal bestræbe os på at praktiserer.Alt for mange vælger at gå efter personen  og lader bolden rulle videre.

Der ligger også det moment muligt, at sige undskyld, hvis vi selv har overfaldet andre verbalt, og den overfaldne kan så vælge at tilgive og gå videre uanset hvad del i det skete vi selv har haft. Vigtigt at gøre sig klart at vi som enkelt personer har et valg.